Til efteråret bliver det populære album vakt til live igen - både i en spotudstilling på Danmarks rockmuseum RAGNAROCK, som fans fra i dag kan sende bidrag til, og i en portrætbog i serien ’Danske Albums’
Der er allerede gået 25 år, siden københavnske Kashmir lagde omverdenen ned med det danske rockbands tredje album ’The Good Life’ i 1999. Forsanger og sangskriver Kasper Eistrup viste et højt, internationalt format i sin sangskrivning på numre som ’Mom In Love, Daddy In Space’, ’Graceland’ og ’Lampshade’, som for alvor skaffede Kashmir en dedikeret fanskare samt et hav af priser – for eksempel løb bandet med seks danske Grammy-statuetter for albummet, hvis salgstal i dag ligger over 100.000 eksemplarer.
Til efteråret åbner Danmarks rockmuseum RAGNAROCK i Roskilde dørene til en spotudstilling om netop ’The Good Life’. Allerede fra i dag kan fans sende bidrag til udstillingen som egne minder, fotos og souvenirs fra tiden.
-Vi leder efter alle typer materiale. Hvis man kravlede op på scenen i 1999 for at hugge setlisten eller ligefrem var en af de 50 heldige, der nåede at købe vinyl-udgaven i en hånddesignet version, så vil vi meget gerne låne dem og passe godt på dem, siger Rasmus Rosenørn, museumsinspektør på RAGNAROCK.