Oversigt

Seneste nyt

Flere henvender sig om selvskade og spiseforstyrrelser

I 2023 blev Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade kontaktet over 5000 gange. Det er en markant stigning.

Sidste år talte rådgivere fra Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade flere gange end nogensinde før med personer, der kæmper med spiseforstyrrelser, og med deres pårørende.

Der blev således registreret 5273 samtaler. Det svarer til en stigning på 17 procent sammenlignet med 2022.

Det fremgår ifølge Ritzau af en pressemeddelelse fra foreningen.

- Især unge kontakter os på chat og sms, og det er også på de kanaler, vi får flest henvendelser om selvskade, siger direktør Laila Walther.

Samtalerne er registreret på tværs af telefon, chat, sms, video, brevkasse og personligt fremmøde, men den største stigning er sket på telefon og i chatrådgivningen, fremgår det.

- Unge skriver til os, når de har det rigtig skidt og enten prøver at kæmpe imod trangen til at selvskade eller lige har skadet sig selv og gerne vil have hjælp. Det er derfor ofte nogle tunge og meget vigtige samtaler, vi har på chatten og sms.

Mens størstedelen af henvendelserne handler om spiseforstyrrelse er andelen af samtaler, der omhandler selvskade, steget.

I 2023 udgjorde den 39 procent af samtalerne.