Oversigt

Seneste nyt

Nu bliver det endnu sværere at finde en parkeringsplads i København

Københavns Kommunes tre underjordiske fuldautomatiske parkeringsanlæg har efterhånden nogle år på bagen hver især, og både kommune og bilister har flere gange oplevet fejl på anlæggene.

Og derfor planlægger Teknik- og Miljøforvaltningen i år en større udskiftning af centrale komponenter på de tre anlæg, der ligger på henholdsvis Nørrebro og Amager, skriver Københavns Kommune på sin hjemmeside.

Moderniseringen skal give en mere sikker og stabil drift til glæde for brugerne, men de midlertidige lukninger vil skabe færre parkeringspladser i områderne.

På Nørre Allé på Nørrebro vil 164 pladser være ude af drift, mens arbejdet står på, imens man på Amager kommer til at mangle henholdsvis 268 og 407 pladser i anlæggene ved Under Elmene og på Leifsgade.

Arbejdet forventes at vare 10-12 uger hvert sted.