Oversigt

Seneste nyt

Beredskab er nu overgået til normal drift efter Børsen-brand

Siden flammerne sidste tirsdag hærgede Børsen i København, har Hovedstadens Beredskab arbejdet på højtryk.

Flammerne er blevet til gløder, der blusser op i ny og næ, og torsdag morgen er beredskabet igen overgået til normal drift.

Det oplyser operationschef i beredskabet Michael Møller til Ritzau.

- Børsen er ikke en stor belastning for os mere. Det er vores erfaring fra det sidste døgn, siger han.

Beredskabet har været ved brandstedet tre gange for at slukke små gløder det seneste døgn. Men ellers har skadeservice-firmaet Polygon overtaget arbejdet.

- Når skadeservice synes, det er mere end, hvad de har mandskab eller materiel til, så ringer de, og så triller vi ned, siger han.

Børsbygningen på Slotholmsgade 1 i Indre By i København bliver nu fra beredskabets side behandlet som alle andre adresser i hovedstaden.