Oversigt

Seneste nyt

FCN-træner glider af på guldsnak efter ny sejr

FC Nordsjælland nappede mandag sin tredje sejr ud af lige så mange mulige i mesterskabsspillet, da udekampen mod Silkeborg blev sneget hjem med 1-0.

Sejren bragte FCN op på siden af nummer tre, FC København, mens der nu kun er seks point op til Brøndby og FC Midtjylland øverst i tabellen.

Derfor måtte FCN-truppen forholde sig til spørgsmål om mulig medalje - måske endda af guld - efter endnu en sejr.

Træner Johannes Hoff Thorup går dog ikke med på snakken om medaljer.

- Det er ikke så vigtigt for os. Det handler om vores præstationer og om, at vi skal tro på, vi kan slå alle.

- Så må vi se, hvordan det ser ud, når boet skal gøres op. Det ser godt ud nu, men der vil komme bump på vejen, siger Johannes Hoff Thorup til TV3 Sport.