Oversigt

Seneste nyt

Cykelindsamling til ukrainske flygtninge mangler penge og må lukke

Kampagnen "Giv en cykel", hvor Cyklistforbundet indsamler brugte cykler og giver dem videre til ukrainske flygtninge, risikerer at lukke, fordi der mangler penge.

Det skriver Cyklistforbundet i en pressemeddelelse.

Der er brug for op mod en halv million kroner, lyder det fra forbundets direktør, Kenneth Øhrberg Krag, i pressemeddelelsen.

- Vi samarbejder med omkring 40 frivillige landet over, som gør en kæmpe indsats, men det koster at drive hjemmesiden videre, og projektet kan ikke køre uden en deltidsprojektleder i Cyklistforbundet, der blandt andet koordinerer med de frivillige, siger han.

Cyklistforbundet satte gang i initiativet sammen med Transportministeriet i marts 2022. Efter omkring to uger var der indsamlet over 500 cykler.

Men i december 2022 måtte Cyklistforbundet efterlyse flere jernheste. Der var stor efterspørgsel og for få cykler.

I alt er der siden kampagnens begyndelsen blevet givet over 3000 brugte cykler videre, oplyser Cyklistforbundet.