Markante ændringer i Royal Arena efter skandale

Lørdagens første semifinale spilles klokken 17, men allerede nu er det tydeligt, at sikkerheden er øget markant.

Det var decideret skandaløse scener, der fredag aften udspillede sig i Royal Arena, hvor årets Counter-Strike-højdepunkt, Majoren, i disse dage finder sted.

Flere tilskuere stormede scenen i en organiseret protest, hvilket resulterede i, at kvartfinalen mellem MOUZ og G2 måtte afbrydes i en halv time, ligesom vindertrofæet også blev smadret.

Arrangørerne af Majoren, PGL, har meldt ud, at man vil retsforfølge ballademagerne, men dagen derpå står det også klart, at der er handlet hurtigt natten over, så sikkerheden lørdag er øget i Royal Arena.

TV 2 Sport kan således berette fra arenaen, at store dele af scenesetuppet er lavet om, så tilskuerne ikke har samme lette adgang til scenen.

Hele scenestykket i midten af arenaen, catwalken, som en mand løb op ad og endte med at smadre Major-trofæet, da han blev nedlagt af vagterne, er decideret fjernet.

Før:

Her ses catwalken i midten af arenaen, som nu er fjernet.
Her ses catwalken i midten af arenaen, som nu er fjernet.
Foto: Privatfoto

Efter:

Her kan man se, hvordan catwalken i midten af arenaen er blevet fjernet.
Her kan man se, hvordan catwalken i midten af arenaen er blevet fjernet.
Foto: Jacob Rasmussen/TV 2 Sport

Ærgerligt, men nødvendigt, siger ekspert

Derudover er der nu sat to rækker med festivalhegn op helt oppe foran scenen, der skal forhindre tilskuere i at springe direkte op på scenen foran spillerne, som det var tilfældet fredag aften.

(Artiklen fortsætter efter billederne.)

Oppe foran scenen er der sat to rækker med hegn op.
Oppe foran scenen er der sat to rækker med hegn op.
Foto: Jacob Rasmussen/TV 2 Sport
Oppe foran scenen er der sat to rækker med hegn op.
Oppe foran scenen er der sat to rækker med hegn op.
Foto: Jacob Rasmussen/TV 2 Sport

TV 2 Sports Counter-Strike-ekspert Dennis 'vnG' Vang slår fast, at hændelen fredag aften i Royal Arena var det endegyldige bevis på, at e-sporten efterhånden er blevet så stor og publiceret, at man ikke længere kan tage lige så let på sikkerheden.

- Det er en nødvendighed med øget sikkerhed, men det er også ærgerligt, for det piller ved noget af det, der har været fedest ved e-sport; åbenheden. Både når man kom som tilskuer, men også spillerne, der kunne søge kontakten med publikum.

- Tidligere har vores sport haft lidt et fripas i forhold til koncerter og andre større sportsarrangementer, når det kom til sikkerhed, hvor vi har kørt på lavt niveau, men det må være slut nu, siger Dennis 'vnG' Vang.

Han roser dog PGL og Royal Arena for at have bibeholdt et setup, der stadig føles åbent, så kontakten mellem spillerne og publikum ikke er fuldstændig lukket ned.

Stor semifinaledag i vente

TV 2 Sport har forsøgt at få en kommentar fra arrangøren, PGL, til ændringerne omkring sikkerheden, men der henvises i stedet til Royal Arena.

På scenen kan man i øvrigt se, at der er sat en stander op, som trofæet kan bæres ind på, hvilket altså tyder på, at det enten er repareret eller indkøbt lavet på ny.

Du kan se med på TV 2 Play fra klokken 16, hvor studiet starter med at kigge tilbage på fredagens skandale, inden Vitality og FaZe klokken 17 mødes i den første semifinale, mens NaVi og G2 tørner sammen i den anden semifinale et par timer senere.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik