Deltagerrekorder på stribe: Store motionsløb i hovedstaden er populære som aldrig før

Store løb som Copenhagen Marathon, DHL Stafetten og Royal Run kan melde udsolgt på stribe trods udvidet deltagerkapacitet. Ekspert kobler det til blandt andet til hovedstadens særlige demografi.

Hvis ikke du selv har stået klar til startskuddet på et halv- eller helmaraton iført løbesko og farvestrålende løbetøj, kender du formentlig en, der har.

Hovedstadens store løb har nemlig oplevet et regulært deltagerboom de seneste år. Aldrig før har interessen for at konkurrere i en bevægelig masse af flere tusinde andre stakåndede, lidende løbere været større.

Den tendens mærker de tydeligt i løbe- og atletikklubben Sparta, der blandt andet er med til at arrangere Copenhagen Half Marathon, Copenhagen Marathon, Royal Run samt DHL Stafetten.

- Vi får solgt startnumrene hurtigere, end vi plejer. Vi kunne melde udsolgt til halvmaraton på lidt over en måned. Det er sjældent set i løbsverdenen, siger Dorte Vibjerg, der er Spartas administrerende direktør, og fortsætter:

- Og for første gang nogensinde kan vi melde totalt udsolgt til Copenhagen Marathon. Det var også noget overraskende, men en utrolig og stærk nyhed, siger Dorte Vibjerg til TV 2 Kosmopol.

Små 50.000 flere deltagende fordelt på fire løb

Dykker man ned i deltagerantallene til de fire største løb i København og på Frederiksberg - Copenhagen Half Marathon, Copenhagen Marathon, Royal Run og DHL Stafetten – kan tendensen aflæses i talform.

I 2018 havde de fire nævnte løb til sammen godt 200.000 deltagere. Sidste år satte ny rekord for de fire københavnerevents med 226.000 deltagere.

Men den rekord bliver slået gevaldigt i år. Sparta kan således melde 245.000 forventede deltagere.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

I 2025 ventes antallet af deltagere til Spartas løb at stige yderlige, når Broløbet over Øresundsbroen gør comeback. Her blev de 40.000 startnumre udsolgt i løbet af to timer.

Også Eremitageløbet, Danmarks første organiserede motionsløb, har oplevet deltagerfremgang efter flere år med fald. 

Sidste efterår havde cirka 12.500 løbere tilmeldt sig turen gennem Dyrehaven nord for København, hvilket var det højeste antal i mange år - fraregnet 2018, der var et særligt år, idet løbet havde 50-års jubilæum. Det forklarer Anders Olesen, der er løbschef for Eremitageløbet.

- Sidste år oplevede vi en stigning på over 20 procent, og det nuværende salg tyder på, at vi ligger længere fremme i forhold til sidste år og måske kan se frem til tilsvarende vækst. Så ja, vi kan helt klart mærke en stigende efterspørgsel, siger han.

”Udsolgt-effekten”

Ifølge Dorte Vibjerg fra Sparta er der flere grunde til, at folk tilmelder sig de store motionsløb.

- Det er oplevelsen, folk gør det for. Det er målsætningen om, at man træner op til et arrangement. Det her med, at folk har fået øjnene op for, at man skal være fysisk aktivt i sin hverdag, det gør, at flere får løbeskoene på, siger Dorte Vibjerg.

TV 2 Kosmopol har senest fortalt om Royal Run i København og Broløbet over Øresund, hvor startnumrene til begge løb blev udsolgt på samme dag, som tilmeldingen åbnede.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Du går glip af noget her! 😊

Afstemningen kræver et ja til cookies.
Så man kun kan stemme én gang om ugen.
Vær med ved at klikke på boksen her:
Tillad alle cookies

Man skal pga EU regler nu sige ja til alle cookies for at kunne stemme, men der er ingen risiko for at nogen spionerer eller deler data. Vi har lavet en forklaring her.

Derudover kunne Copenhagen Marathon tilbage i januar melde udsolgt for første gang nogensinde, og ligeledes blev 27.000 startnumre til Copenhagen Half Marathon revet væk på lidt over en måned, efter de var blevet sat til salg 1. december.

Sidste år kunne Danmarks største motionsevent DHL Stafetten i København også melde udsolgt for første gang nogensinde. I år har Sparta da også allerede mærket en stor interesse for at sikre sig en plads til firmaløbet i Fælledparken, inden billetsalget er begyndt.

- Den her udsolgt-effekt gør bare, at flere bliver tiltrukket af eventet, siger Dorte Vibjerg og påpeger, at idrætsforeningen i år har udvidet kapaciteten til 150.000 deltagere mod 135.000 sidste år.

Kan tilpasses travl hverdag

Hos Idrættens Analyseinstitut kommer tendensen ikke bag på chefanalytiker Maja Pilgaard.

- Løb har virkelig været en megatrend i dansk sport i mindst to årtier. Tendensen til at deltage i løb har været der, men den har nok særligt fået fart de seneste år i takt med, at nogle få megaløb er lykkedes med at gøre deres events til mere end en løbetur, men også et tilløbsstykke for publikum, siger hun til TV 2 Kosmopol.

Hun peger særligt på halvmaratondistancen er steget i popularitet, fordi de for en stor gruppe af løbere er et opnåeligt, men dog krævende mål.

At de store motionsløb stiger i popularitet i lige præcis hovedstaden, skal måske også ses i lyset af landsdelens demografiske sammensætning, forklarer chefanalytikeren.

- Mange målgrupper tyer efterhånden til løb, men det er først og fremmest og folk med lang videregående uddannelse og folk med travle jobs og lange arbejdsdage. Det skyldes nok, at løb er den mest effektive og tilgængelige måde at få brændt kalorier af, men også fordi løb langt hen ad vejen er en individuel sportsgren, der kan tilpasses en travl kalender, siger Maja Pilgaard.

Derudover påpeger chefanalytikeren, at deltagerboomet også skal ses i lyset af coronapandemien, hvor mange fandt løbeskoene frem, og i takt med samfundets genåbning har fået mod på at prøve sig selv af.

Her har events som Royal Run også spillet ind, forklarer Maja Pilgaard, fordi de appellerer til et andet segment af løbere end dem, der eksempelvis tilmelder sig Copenhagen Half Marathon.

De små må bøje sig for de store

Alt er dog ikke rosenrødt. For selvom det går godt for de store anerkendte løb, så har de mindre motionsløb i stigende grad svært ved at tiltrække deltagere. 

Det forklarer Dorte Vibjerg fra Sparta.

- De små arrangementer har det sværere. Det er tydeligt, når vi åbner Broløbet, flokkes folk omkring det. Det viser, at det er de store fællesskaber, som folk søger og de store events, som folk træner frem imod. Man giver sig ikke tid til en hverdagsaften at løbe et femkilometersløb, siger Dorte Vibjerg.

Løbe- og atletikklubben Sparta har da også store ambitioner for fremtiden. Eksempelvis når det kommer til at blande sig med de store spillere på løbemarkedet.

- På halvmaraton ligger vi helt oppe i superligaen. Der er vi på den store klinge. Her blev der slået verdensrekord i 2019, siger Dorte Vibjerg og fortsætter:

- På maratonsiden kan vi ikke konkurrere med Berlin, London eller New York, men hvis vi kommer op på 20.000 deltagere i fremtiden, så ligger vi lige under de allerbedste, og det er en flot udvikling, siger Dorte Vibjerg.

I år forventer Dorte Vibjerg, at de havner på 16.500 deltagere til Copenhagen Marathon. Det tal satser Sparta på, vil være højere ude i fremtiden.

- I og med at vi fik udsolgt så tildigt i år, så er vi ikke bange for at sætte baren op til 20.000 deltagere. Så kan vi begynde at sammenligne os med Hamborg, Amsterdam, Stockholm og Frankfurt. Det er nogle af dem, vi har i kikkerten, siger Dorte Vibjerg.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik