Den har lagt jord til Parforcejagter og en skudduel: I dag udvides Dyrehaven

Søndag formiddag indviede H. M. Dronning Mary og Miljøminister Magnus Heunicke udvidelsen af Jægersborg Dyrehave.

Lidt nord for København, mellem vand og by, ligger et stykke Sjællandsk verdensarv på hele 970 hektar.

Et stykke verdensarv, der søndag formiddag udvides med en fjerdedel.

Den sydlige del af Jægersborg hegn er nemlig blevet integreret i resten af Dyrehaven, og områdets ca. 2100 hjorte får dermed lidt mere urørt natur at boltre sig i – samt to nye venner.

For i forbindelse med dagens indvielse af det nye område har H.M. Dronning Mary og Miljøminister Magnus Heunicke sluppet to nye hjorte ud i dyrehaven.

quote Når du går rundt i Dyrehaven, så går du rundt i Danmarks historie. Det bliver ikke bedre.

Jes Aagaard, Naturvejleder

Jægersborg Dyrehave er især kendt for datidens kongelige Parforce jagter, men haven gemmer faktisk på flere sjove historier.

En af dem kan du læse mere om længere end i artiklen. 

Mindre produktionsskov - mere natur

Det nye område er de sidste 200 år blevet brugt som produktionsskov men skal fremover stå som urørt skov, og det glæder Jes Aagaard, som er naturvejleder og i dag var med til indvielsen. 

- Vi har fældet en masse træer, så der kommer nogle lysninger, hvor der er plads til urter, insekter, og svampe. Så sætter vi hjorte ud, der skal græsse og holde lysningerne åbne. Derfor kommer vi til at få et Jægersborg Hegn, der ligner den gamle dyrehave, hvor vi har noget af Danmarks bedste natur, fortæller han. 

En stor del af Danmarks areal er udlagt til landbrug og produktionsskov, og derfor glæder det naturvejlederen, at det danske dyre- og planteliv nu får lidt mere plads at boltre sig på. 

- Vores biodiversitet er presset, og derfor er det rigtig godt, at vi skaber mere plads til de mange forskellige arter, der de sidste mange hundrede år har levet her i Dyrehaven, siger Jes Aagaard.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Afstemning

_

En dyrehave fuld af historier

De fleste har nok hørt om de kongelige parforcejagter, som Dyrehaven er særlig kendt for.

Men haven gemmer også på mange andre sjove historier.

Vidste du f.eks., at den tilbage i år 1900 lagde jord til en skudduel.

Historien går, at Politikens daværende teateranmelder, Edvard Brandes, havde skrevet en dårlig anmeldelse af skuespilleren Robert Schuberg, hvorfor denne havde slået anmelderen i hovedet.

Edvard Brandes udfordrede ham derfor til en skudduel, som man kender dem fra amerikanske western film.

Duellen udspillede sig i Dyrehaven. I alt blev fire skud affyret, men ikke en eneste kugle ramte. De slap derfor begge med liv og legeme i behold.

Men da skuddueller var ulovlige, kostede det dem begge 14 dages fængsel.

Et stykke Danmarks historie

Netop de mange historier, små som store, Dyrehaven gemmer på, er også med til at give stedet værdi, mener naturvejlederen Jes Aagaard.

- Når du går rundt i Dyrehaven, så går du rundt i Danmarks historie. Det bliver ikke bedre, siger han. 

Derfor håber han også, at endnu flere mennesker vil lægge vejen forbi det historiske og naturrige område. 

- Jeg håber, der er rigtig mange, der vil tage herop og besøge det. Der kommer 7 millioner gæster om året, men der er plads til endnu flere, fortæller Jes Aagaard. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik