Skal København følge Venedig og indføre skat for endagsturister?

Mens der allerede er flertal i København for at indføre særlig skat for turister, lader flere partier sig nu inspirere af et nyt tiltag i Venedig, der målrettet beskatter efter endagsbesøgende – særligt krydstogtsturister.

Her er et faktum:

København er ikke Venedig. København er heller ikke som Venedig. Og i øvrigt er det Stockholm, der af nogle omtales som ”Nordens Venedig” (og tilsyneladende også Frederiksværk – hvem skulle have troet det?).

Men København har dog noget til fælles med Venedig:

Et politisk ønske om at begrænse overturisme ved at pålægge turister forskellige afgifter og skatter.

I torsdags indførte Venedig som den første by i verden et nyt betalingssystem for endagsturister, hvor man skal købe en adgangsbillet til fem euro (cirka 37,5 kroner) for at bevæge sig rundt i den flydende by på udvalgte dage.

Billetten er særligt målrettet besøgende fra de store krydstogtskibe, der netop glimter ved at være udprægede endagsturister, og som længe har været en torn i øjet på bystyret og siden 2021 uvelkomne i den historiske by.

For adgangsbilletten gælder nemlig ikke de turister, der booker overnatninger på et hotel i byen – de betaler nemlig en turistskat, som har eksisteret længe.

Italiensk tiltag med københavnske perspektiver

Med andre ord gør Venedig nu brug af to forskellige instrumenter fra værktøjskassen i forsøget på at begrænse overturisme og samtidig slå mønt på byens tiltrækningskraft.

Og netop det får nu flere partier i Københavns Borgerrepræsentation til at skele misundeligt til den pæleopstyltede kanalby i det nordlige Italien.

- Det er en rigtig god idé, for nok er København ikke Venedig, men der er ingen tvivl om, at ind-og-ud-turisme også er et problem her og til stadighed en stigende problematik. Skulle sådan en model komme på tale i København, er det noget, vi i høj grad ville bakke op om, siger Alternativets Troels Christian Jakobsen til TV 2 Kosmopol.

- Vi følger med interesse det her initiativ i Venedig, for det er et spændende tiltag, som vi godt kunne se nogle københavnske perspektiver i, siger Rasmus Steenberger (SF).

I Københavns største parti, Enhedslisten, er teknik- og miljøborgmester Line Barfod tøvende med at koble sig på "Venedig-modellen", men:

- Der er helt klart et behov for, at turister giver mere tilbage til byen, og det kunne passende være i form af en turistafgift, siger Line Barfod med henvisning til, at stigende turisme blandt andet fører til øget pres på og behov for investeringer i byens infrastruktur og offentlige faciliteter.

Rekordhøj turismevækst i København og hovedstaden

I februar måned viste en analyse fra Erhvervsministeriet, at turisme fra udenlandske besøgende i hovedstaden slår rekorder.

Her viste de seneste tal for overnatninger på hovedstadens hoteller, at turisme nu ligger cirka 18,2 procent over 2019-niveauet.

Samme analyse konkluderer, at turismevæksten i København og hovedstaden med en årlig vækst på 11 procent langt overstiger de fleste andre sammenlignelige, europæiske storbyer.

Dykker man ned i statistikbanken hos Danmarks Statistik, kan man se, hvordan antallet af overnatninger i hovedstaden er på himmelflugt.

Sidste år blev der registreret 14,7 millioner overnatninger i Region Hovedstaden, heraf 11,2 millioner hotelovernatninger. Det er det højeste antal, siden Danmarks Statistik begyndte at bogføre overnatninger i 1992.

Samme statistik viser, at der er sket en fordobling i antallet af overnatninger booket af internationale turister siden 2010.

”Rettidig omhu” eller ”virkelig, virkelig dårlig idé”?

Netop SF, Alternativet og Enhedslisten har ført an i en større debat på Københavns Rådhus om, hvorvidt turisme i byen i højere grad skal pålægges afgifter.

Et flertal bestående af SF, Enhedslisten, Alternativet og Socialdemokratiet vedtog i slutningen af november sidste år et forslag i Københavns Borgerrepræsentation om netop at forsøge at få indført en turistskat, hvor tariffen pålægges i forbindelse med overnatninger.

Det forslag fik dog en del kritik. Blandt andet fra Dansk Erhverv, der i Politiken kaldte turistskatten en ”virkelig, virkelig dårlig idé” med henvisning til, at høj moms i forvejen presser Danmark og København på konkurrenceevnen i forhold til eksempelvis Stockholm og Berlin. Også erhvervsminister Morten Bødskov (S) pure afviste idéen over for Altinget.

quote Det handler om rettidig omhu, og vi ved, at visse områder af København allerede er godt på vej i retning af overturisme

Troels Christian Jakobsen (ALT)

Derfor vil et tiltag som det fra Venedig næppe heller falde i god jord hos erhvervsorganisationen og erhvervsministeren. 

Både SF og Alternativet stiller sig uforstående over for, hvorfor en tarif på turisme skulle være så farlig.

- Det virker lidt som en automatreaktion. De turister, der kommer til København, er for det meste også nogle, der vil have økonomisk kapacitet til at kunne betale en lille turistafgift uden at blive skræmt væk, siger Troels Christian Jakobsen (ALT) og fortsætter:

- Det handler om rettidig omhu, og vi ved, at visse områder af København allerede er godt på vej i retning af overturisme.

SF’s Rasmus Steenberger bakker op:

- Det er jo fuldstændig normalt med en turistafgift i mange andre europæiske storbyer. De bystyrer, der lægger gader og stræder til turisme, har jo store omkostninger forbundet med det.

Netop erhvervsministerens afvisning af forslaget om en generelt turismeskat er essentiel, da et sådant tiltag i København kræver en ændring i loven, som kun kan opnås via et flertal i Folketinget.

Derfor vil det formentlig også kræve opbakning fra Christiansborg, hvis politikerne på Rådhuset skulle beslutte at forsøge sig med en endagsturismeskat.

Turistskatten er vidt udbredt

Et stort antal byer og lande har vedtaget, at turister skal betale skat, når de er på besøg. Ifølge en undersøgelse fra European Travel Commission opkræver over 500 byer og regioner i Europa forskellige former turistafgifter. Pudsigt nok var Venedig den første til at indføre en turismeskat i 2011, og siden har mange andre lande og byer fulgt trop.

TV 2 Kosmopol har fundet nogle eksempler:

Mallorca har som mange andre indført en skat, der afhænger af, hvordan man bor. Det betyder, at man betaler 4 euro om dagen for luksushoteller, 3 euro for mellemklasse og 2 euro for budgethoteller. (Det samme gælder krydstogtsturister.)

I Venedig lyder dagsraten på mellem 1 og 5 euro om dagen. Hertil kommer det nye forsøg med endagsbilletter til 5 euro på udvalgte dage. I Rom når afgiften helt op til 7 euro per dag.

Amsterdam: Fra 2024 lægges der 12,5 procent oven i hotelregningen.

Paris: Mellem 0,25 og 5 euro.

Berlin: 5 procent af hotelregningen.

Grækenland: Mellem 0,5 og 4 euro.

Barcelona: Op til 6,25 euro per dag.

Wien: 3,02 procent af hotelregningen.

Cruise kontrol eller ej

I Venedig har man ikke lagt skjul på, at endagsbilletten særligt er rettet mod de mange krydstogtsturister, der dagligt ankommer og forlader den historiske by samme dag.

Kritikken af krydstogtsturisme beror for det meste på særligt to hovedargumenter.

Den ene er den miljømæssige. Krydstogtsskibe forurener ekstremt meget. Både hvad angår CO2-udledning, luftforurening samt påvirkninger af havmiljøet.

Og så er den økonomiske del, hvor kritikken går på, at krydstogtsturister lægger relativt færre penge i den lokale økonomi sammenlignet med overnattende turister.

Faktisk har Venedigs politikere og indbyggere været så trætte af krydstogtsturisterne, at man i 2021 helt forbød de store skibe at lægge til kaj ved byens havneområde og i stedet anviste skibene til havnepladser væk fra byen. Den miljømæssige effekt var mærkbar.

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Formular

_

I 2019 var Venedigs krydstogtshavn blandt de tre mest forurenede i Europa. Efter forbuddet er mængden af svovloxider luften i og omkring byen nedbragt med 80 procent.

Andre steder i Europa har storbyer også taget kampen op mod krydstogtskibene. Barcelona har vedtaget af begrænse den udskældte turismeform kraftigt. Også Amsterdam har fulgt trop og vedtog i juli måned sidste år at forbyde krydstogtsskibe at lægge til i hjertet af byen.

I København er tendensen dog en anden. 

Tilbage i marts måned blev København kåret som ”Europas førende krydstogthavn i 2024” ved World Travel Awards, blandt andet

Den kåring var ifølge Klaus Bondam, direktør for krydstogtturisme i Wonderful Copenhagen, lige præcis, hvad København havde brug for, når man fremover skal forsøge at lokke endnu flere krydstogtsskibe til byen.

Vil hellere fremme togrejser

Det er dog ikke alle partier på rådhuset, der er lige så entusiastiske ved udsigten til flere krydstogtsbesøgende i København i fremtiden.

- I Enhedslisten er vi ikke specielt begejstret for de her kæmpestore krydstogtsskibe, der ankommer om morgenen, og så kører turisterne rundt i byen i nogle timer, for så at sejle videre igen. Det er ikke bæredygtig turisme, siger teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) og fortsætter:

- Og så kan man jo overveje, om nogle afgifter kan give en form for indtægt. Men allerhelst vil vi gerne se på, hvordan vi i stedet tilskynder rejser til og fra København med tog og understøtter den form for turisme.

quote I Enhedslisten er vi ikke specielt begejstret for de her kæmpestore krydstogtsskibe.

Line Barfod , teknik- og miljøborgmester, København

SF's Rasmus Steenberger siger til TV 2 Kosmopol, at han og partiet "samlet set ikke er glade for krydstogtsturisme eller udsigten til mere af slagsen i København".

- Særligt med fokus på bæredygtighed, men også ud fra en helhedsbetragtning, vil vi hellere have nogle turister, der bliver her i længere tid og lægger flere kroner, siger Rasmus Steenberger (SF).

Alternativets Troels Christian Jakobsen påpeger, at krydstogtsturister i storbyer med turistskat ofte slipper for at betale denne, fordi afgiften oftest opkræves af overnatningsstedet.

- Derfor kunne det netop være smart, hvis man kunne pålægge en afgift til krydstogtsbesøgende, når de går i land. Og det kunne da godt være i form af en dagsbillet, siger han.

Men hver ting til sin tid, og i første omgang handler det for det forholdsvis snævre flertal (33 for, 22 imod) i København bag ønsket om turistafgifter om at få taget næste skridt i retning af en bred, universel skat for turister.

Københavns Kommunes økonomiforvaltning arbejder fortsat på at kortlægge, hvordan en eventuel turismeafgift i hovedstaden kan implementeres.

Når forvaltningen har en model klar – formentlig inden for de kommende måneder - skal denne politisk godkendes endnu en gang, inden de røde partier på Rådhuset så skal krydse fingre for, at stemningen hos regeringen på Christiansborg er vendt, så der kan skabes lovhjemmel for en turistskat i København.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik