Laver gourmetmad med unge medhjælpere: Årets kok arbejder i en kantine i Brønshøj

Mikkel Højborg Olsen blev for to uger siden kåret til årets kok i Danmark. Til daglig laver han gourmet-frokost til medarbejderne på et borgercenter for børn og unge.

Når de ansatte i Borgercenter Børn og Unge i Brønshøj skal til frokost, er det ikke bare kantinemad, de får serveret.

Frokosten bliver nemlig tilberedt af kokke, som kan pryde sig med et højt fagligt niveau inden for gastronomi.

For nylig blev den ene kok Mikkel Højborg Olsen kåret som Årets Kok. En årlig titel, som bliver tildelt i Danmarksmesterskaberne for professionelle kokke og tjenere.

Til daglig arbejder Mikkel Højborg Olsen hos Social Cantina. Kantinen ligger i samme bygning som Socialforvaltningens Borgercenter Børn og Unge i Brønshøj, og det er ikke helt tilfældigt.

Bag Social Cantina står kokkene Mathias Holt, Mikkel Højborg Olsen og Rasmus Kofoed Christensen – og de er alle tre kendt for at kunne begå sig i feltet indenfor finere madlavning.

Kantinen er et fælles socialt projekt mellem Københavns Kommune og de professionelle kokke, der udover at levere mad i særklasse også skal være med til at skabe trygge rammer for unge, der er tilknyttet Socialforvaltningens Borgercenter Børn og Unge.

Socialforvaltningen har i alt tre kantiner fordelt i Brønshøj, på Nørrebro og Østerbro.

Mikkel Højborg Olsen driver dagligt Social Cantina i Brønshøj sammen med kollegerne Rasmus Kofoed Christensen og Jonas Krüger.

Årets Kok er også årets sociale kok

Hos de ansatte i Borgercenter Børn og Unge bliver han kaldt ”Super Mikkel”, og blandt køkkenholdet har han altid været en vinder.

-Jeg var lidt overrasket over, at han ikke havde vundet den lidt før. Jeg tænkte ”selvfølgelig vinder han den”, siger Asmus Rud til TV 2 Kosmopol

Asmus er en af de unge, som er tilknyttet køkkenet, og han hjælper til, når der er brug for det.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Asmus Rud er en af de unge, som er tilknyttet køkkenet, og han hjælper til, når der er brug for det.
Asmus Rud er en af de unge, som er tilknyttet køkkenet, og han hjælper til, når der er brug for det.
Foto: Belkisa Selmani - TV 2 Kosmopol


Det sociale koncept består nemlig i at støtte de unge i arbejdslivet. Her får de trygge rammer til at få forståelse og indsigt i, hvordan arbejdslivet fungerer.

Og det betyder meget for de unge, at de får skabt relationer, mens de varetager et arbejde.

17-årige Nikolaj Jaworski har også fået fingrene ned i forberedelsen af frokosten. Mandag og onsdag frem til august står ham i køkkenet.

- Det er ligesom et arbejde, jeg tjener i hvert fald penge på det. Det er fedt at få nye fællesskaber, for der er også andre unge her, så man får nogle nye relationer til andre også, siger han til TV 2 Kosmopol.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

17-årige Nikolaj Jaworski skal frem til august arbejde mandag og onsdag i kantinen. Han er en af de i alt otte unge fra Borgercenter Børn og Unge i Brønshøj, der er tilknyttet projektet.
17-årige Nikolaj Jaworski skal frem til august arbejde mandag og onsdag i kantinen. Han er en af de i alt otte unge fra Borgercenter Børn og Unge i Brønshøj, der er tilknyttet projektet.
Foto: Belkisa Selmani - TV 2 Kosmopol


Praktikforløb og støtte til hverdagen

Typisk får de unge et praktikforløb i kantinen, hvor de sammen med de professionelle kokke sørger for at levere mad i verdensklasse til medarbejderne. De unge er selv tilknyttet Borgercenteret, hvor de får støtte og hjælp til deres forskellige behov i både skoleliv eller andet.

I alt er otte unge lige nu tilknyttet Social Cantina.

Selvom drømmen om at blive kokke endnu ikke er opstået hos de unge, så er der alligevel en lille gnist af madglæde.

- Jeg har aldrig været den type, der har været i køkkenet, men det er jeg så blevet efter at have fået nogle nye relationer og nye kendskaber til køkkenet, siger Asmus Rud.

Ifølge ham var titlen som Årets Kok længe om at nå frem til Mikkel Højborg Olsen. Og for de unge er det inspirerende at arbejde sammen med de dygtige kokke.

- Man kan få lov til at blive udfordret og udforske, hvad man ved om mad. Og hvis man gerne vil lave noget mere end at plukke koriander, så kan man også få lov til det. Det er blandt andet det, der er rigtig fedt ved at være heroppe, siger Asmus Rud.

Sammen med de to andre kokke, fungerer Mikkel Højborg Olsen som mentorer for de unge, og selvom der er høje forventninger til maden, er der god kemi i køkkenet, hvor der også er plads til sjov.

Højt fagligt niveau krydret med socialt samvær

For Mikkel Højborg Olsen er samarbejdet som to sjæle én tanke:

- Det er sjældent, at vi siger, ”du skal lave det her og så laver jeg det her”. Det kører bare. Det er skønt at arbejde sammen med sin bedste kammerat, siger han og mener i den forbindelse kollegaen Rasmus Kofoed Christensen.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Rasmus Kofoed Christensen (tv) og Mikkel Højborg Olsen (th) er to ud af tre kokke, der driver Social Cantina i Brønshøj.
Rasmus Kofoed Christensen (tv) og Mikkel Højborg Olsen (th) er to ud af tre kokke, der driver Social Cantina i Brønshøj.
Foto: Belkisa Selmani - TV 2 Kosmopol


Der bliver nemlig spredt god kemi i køkkenet, når de to kokke-venner kredser om de gode råvarer.

Men det er nu heller ikke helt tilfældig, mener Rasmus Kofoed Christensen.

- Mikkel har rigtig mange gode idéer, og Mikkel er meget struktureret omkring de der ting, hvor jeg tror, at min hjerne er lidt mere rundt omkring. Jeg får nok mange idéer, som er rigtig dårlige, men også nogle, som andre ikke har tænkt på. Jeg tror Mikkel er ret god til at få forvandlet det til noget ret godt, og derfor supplerer vi hinanden meget godt. At man får nogle fælles idéer og er fælles om at finde frem til, hvordan man når i mål, siger Rasmus Kofoed Christensen.

Også op til konkurrencen har Mikkel haft god støtte fra kollegerne og de unge i køkkenet. De har blandt andet smagt til samt bidraget med input til de sidste justeringer.

-Så bliver man også bare inspireret af alle omkring én, lyder det fra Mikkel Højborg Olsen, som også uddyber, at han er glad for, at de unge vil være en del af det sociale koncept samt udvide deres evner i køkkenet.

Vil til VM ... i triatlon

Det er ikke en overdrivelse, at Mikkel Højborg Olsen også er en vinder i køkkenet. Hen over skranken i køkkenet hænger bogstavballoner i rosaguld: ”MIKKEL”.

De har hængt siden han blev hædret som Årets Kok den 21. marts, som et symbol på, at både kolleger og de unge medarbejdere i køkkenet ser op til hans kreative løsninger og høje faglige niveau.

Og her fra Social Cantina i Brønshøj ender titlerne måske ikke her. Årets Kok har nemlig flere ambitioner:

-Næste mål? Nu skal jeg lige hjem og lære at være far. Mit store sportslige mål er….at jeg skal til VM inden for triatlon. Så må vi se, lyder det fra Årets Kok 2022,

Mikkel Højborg Olsen blev den 21. marts kåret til årets kok i Danmark.
Mikkel Højborg Olsen blev den 21. marts kåret til årets kok i Danmark.
Foto: Claes Bech-Poulsen

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik