Københavnske politikere må smage egen medicin: Snart er det slut med rødt kød på rådhuset

Røde bøffer og roastbeef nu snart også fortid på rådhuset. For det vækker forargelse, at politikerne på 13 årlige borgerrepræsentationsmøder spiser mere rødt kød end de børn, som de samme politikerne har besluttet ikke længere må få rødt kød, spiser på et helt år.

Politikerne på Københavns rådhus kan snart se langt efter en kødret med okse- eller lammekød, når de er til møder i borgerrepræsentationen. Deres madvaner skal laves om i 2024, så også deres egen adfærd bliver mere klimavenlig. 

I dag spiser Københavns Borgerrepræsentations medlemmer 1260 gram okse- og kalvekød i løbet af af deres 13 årlige borgerrepræsentationsmøder.

Det er væsentligt mere, end de 975 gram, som byens børn hidtil har fået serveret i løbet af et helt år i byens skoler og daginstitutioner. Det viser en ny opgørelse, som er lavet efter politikerne i november besluttede at fjerne rødt kød fra børnenes menu. Nu vil et flertal af politikerne sikre, at de ligesom børnene også skal selv skal undgå rødt.  

- Det er jo helt paradoksalt, og i den grad dobbeltmoralsk, at vi vedtager noget, som rammer alle børn, mens vi selv sidder og smovser rødt kød i store mængder herinde, siger det radikale borgerrepræsentationsmedlem Kashif Ahmad, der stemte imod at fratage børnene det røde kød.

quote Vi kan jo ikke sige, at børnene ikke engang må få en lille hapser om ugen, mens vi til hver møde spiser store steaks og bøffer. Det hænger ikke sammen

Kashif Ahmad, Rad. V.

Han har derfor foreslået, at det røde kød også bliver fjernet fra rådhuset. Rødt kød dækker over okse-, kalve- og lammekød, som er meget mere klimabelastende end for eksempel kylling eller svinekød. 

- Vi kan jo ikke sige, at børnene ikke engang må få en lille hapser om ugen, mens vi til hver møde spiser store steaks og bøffer. Det hænger ikke sammen, siger han.

Det var Kashif Ahmad, der bad administrationen om at opgøre, hvor meget kød politikerne spiser. Han bruger nu tallene til at foreslå, at det røde kød skal fjernes fra menuen på rådhuset.

- Jeg blev meget overrasket, da jeg så de her tal. Og det er klart, det er noget af det, vi skal tage fat på og få ændret, siger teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL).

quote Jeg kan godt forstå, hvis nogen synes det ser mærkeligt ud

Line Barfod (Ø)

Flertal for at fjerne rødt kød

En rundringning til politikerne viser, at de fleste partier godt kan se, at situationen ser noget dobbeltmoralsk ud, og der er derfor nu flertal for også at fjerne det røde kød fra politikernes tallerkener.

- Vi skal jo gøre præcis det samme, som vi gør ved borgerne. Så hvis rødt kød ikke er tilladt for børnene, så skal vi jo heller ikke have rødt kød på rådhuset. Det er klart, siger de konservatives gruppeformand Morten Melchiors.

- Det ser ikke så godt ud. Det havde været kønnere, hvis alle institutioner, herunder også rådhuset, havde været med i beslutningen om at fjerne rødt kød i første omgang. Så det er i hvert fald helt naturligt, at vi i borgerrepræsentationen fremover ikke skal have det serveret, siger socialdemokraternes gruppeformand Lars Weiss.

- I det daglige med møderne inde på rådhuset, så giver det god mening, at vi følger de samme regler, som vi sætter op for vores borgere, siger han videre, og pointerer dog, at han fortsat mener, man bør kunne servere rødt kød ved særlige lejligheder, hvis eksempelvis udenlandske statsoverhoveder, borgmestre eller kongelige er på besøg.

- Vi har ikke nået at diskutere sagen i Enhedslisten endnu, men jeg har svært ved at se, at vi kan argumentere for, at vi har et stort behov for rødt kød til måltiderne på rådhuset, siger Line Barfod.

Selvom der er flertal for at ændre bespisningen på rådhuset, så er der dog ikke fuld enighed. Dansk Folkeparti har således tænkt sig at gå imod forslaget.

- DF stemte imod ændringen med hensyn til afskaffelse af kød til skolebørn, og vil også stemme imod de radikales forslag om kødfrit på rådhuset. Det er symbolpolitik på et meget lavt niveau, skriver gruppeformand for Dansk Folkeparti Finn Rudaizky i en mail.

quote Vi når at få det ændret inden sommerferien er slut, så det træder i kraft også for borgerrepræsentationen efter sommerferien

Lars Weiss (S)

18 kilo kød til hvert møde

Det er Meyers, der står for driften af køkkenet på rådhuset. De oplyser i opgørelsen, at der til hvert møde bliver tilberedt 18 kilo kød, og at der bliver lavet omtrent 100 kuverter med kød, og 30 vegetariske kuverter.

Meyers redegør for, at hvert kødspisende borgerrepræsentationsmedlem i løbet af et år får 2.340 gram kød, hvoraf de 1260 gram er okse- eller kalvekød.

Ifølge tal fra Concito udleder produktionen af et kilo oksekød, hvad der svarer til 50 kilo CO2. Et kilo lammekød giver et klimaaftryk på 27 kilo CO2. Det er derfor, at det er disse udskæringer, der bliver diskuteret. Produktionen af et kilo svinekød udleder nemlig kun 4,3 kilo CO2, mens kalkun og kylling er skyld i udledningen af henholdsvis 3,2 og 2,2 kilo CO2.

Sagen startede i børne- og ungdomsudvalget.

Det var Børne- og Ungdomsforvaltningen i København, der i første omgang præsenterede politikerne fra Børne- og Ungdomsudvalget for muligheden for at opnå en klimagevinst ved at fjerne det røde kød fra børnenes tallerkener.

Rødt-kød-forbuddet over for børnene træder i kræft fra august og vil spare klimaet for udledningen af 1.400 tons CO2 om året.

Det var tilbage i november udset til at være et hurtigt punkt på dagsordenen i udvalget, men endte med at skabe så meget debat, at det skulle igennem hele borgerrepræsentationen i november, før det kunne blive vedtaget med 42 stemmer mod 12.

Når kød-stoppet i første omgang kun gjaldt børnene, er forklaringen nok, at ideen netop opstod i Børne- og Ungdomsforvaltningen, lyder det fra Line Barfod, da hun bliver spurgt, om det ikke er dobbeltmoralsk, at det kun er udformet til at ramme byens børn.

- Jeg kan godt forstå, hvis nogen synes, det ser mærkeligt ud. Men man har formentlig haft fokus på, hvor mængderne af kød er, og så har man så ikke haft specielt meget fokus på, hvad kantinen på rådhuset gør, siger Line Barfod.

Kashif Ahmads forslag om at fjerne det røde kød fra rådhuset skal nu tages op af partiernes gruppeformænd.

Socialdemokraternes gruppeformand Lars Weiss lover, at det vil blive en hurtig proces at fjerne kødet fra rådhuset.

- Vi når at få det ændret, inden sommerferien er slut, så det træder i kraft også for borgerrepræsentationen efter sommerferien, og det, synes jeg, er helt fint, siger Lars Weiss.

Spørg Os - Formular

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik