Højhusene er i fare for at styrte ned: Nu er planen for renovering droppet

Prisen for at renovere en række højhuse på Bellahøj uden for København vurderes at være for høj.

Det er for dyrt at renovere en række højhuse på Bellahøj i København, og projektet bliver derfor droppet.

Det oplyser KAB i en pressemeddelelse.

- Vi har nu med projekteringen fået et samlet og opdateret overblik over prisen. Og den er simpelthen for høj, siger Rasmus Jessing, der er byggedirektør i KAB:

- Så nu går vi i en kort men intensiv tænkepause, før vi kommer med en ny plan for højhusenes fremtid.

Renoveringen stod til at koste 2,6 milliarder kroner, og det er der ikke penge til, fortæller de.

SAB’s højhuse på Bellahøj har været meget omdiskuterede, da en række analyser har vist, at husene ved kritisk vind er sammenstyrtningstruede.

Københavns Kommune har på den baggrund besluttet, at de tre mest truede højhuse skal være helt tomme til sommer.

John Steen Johansen, der er beboerformand i ejendommen, er ikke overrasket over, at budgettet sprang. 

- Min første tanke var: "Hvad sagde vi?". Allerede for et år siden, da budgettet var 1,8 milliarder kroner, som lagde op til en huslejestigning på 110 procent, opfordrede vi til, at man gentænkte projektet og lavede en ny helhedsplan, siger han til TV 2 Kosmopol. 

Han er en af flere beboere, som er skeptiske omkring, hvorvidt husene overhovedet er nedstyrtningstruede. 

Frustrerende

Renoveringen blev dyrere end forventet, fordi det viste sig, at altanerne var i dårligere stand, end man troede, og da det blev vurderet nødvendigt at fjerne sundhedsskadelige og miljøfarlige stoffer i en såkaldt miljøsanering. 

Derfor er KAB og SAB nu i dialog med kommunen og "andre relevante myndigheder" om mulige løsninger. 

- Det er frustrerende, at pengene ikke slår til, særligt i denne sag, hvor renoveringen er så presserende, siger John B. Sørensen, formand for SAB, i pressemeddelelsen: 

- Jeg deler også til fulde den frustration, som mange beboere på Bellahøj har over, hvor lang tid der er gået. 

I øjeblikket er en række eksperter ved at vurdere, om der skal laves nye undersøgelser af sikkerheden ved kritisk vind i højhusene på Bellahøj. 

Der er stadig et kommunalt påbud gældende, som betyder, at beboerne i de tre mest udsatte højhuse skal være genhuset inden den 30. juni i år.

Den oprindelige plan for renovering lød på, at husene skulle være indflytningsklare igen i 2029. KAB og SAB regner med at kunne fremlægge en ny plan for højhusenes fremtid inden sommerferien.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik