Genvalgt som spidskandidat: De har ikke bedre kandidater"

Københavns overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) er netop blevet genvalgt som spidskandidat til posten frem mod kommunalvalget i 2025. Det er ikke et jubelprojekt, lyder det fra politisk kommentator.

Overborgmester i Københavns Kommune, Sophie Hæstorp Andersen (S), er netop blevet genvalgt som spidskandidat til næste års kommunalvalg - men hun står overfor en svær opgave.

Det mener politisk kommentator Pia Allerslev, som tidligere har været fagborgmester for Venstre på Københavns Rådhus, og Søren Dahl, redaktør og journalist på det politiske medie Altinget. 

quote Ingen vil sidde med "aben" og muligvis være den spidskandidat, der taber København.

Pia Allerslev, politisk kommentator

Socialdemokratiet måtte nemlig opgive titlen som det største kommunale parti i København ved det seneste kommunalvalg i 2021 - for første gang i over 100 år. Samtidig oplevede partiet en tilbagegang på ti procentpoint.

- Det er jo ikke en stor overraskelse, at hun blev genvalgt. Socialdemokratiet har ikke bedre kandidater. Der er ikke nogen, der har villet tage kampen op. Hverken af dem, der sidder på rådhuset, eller dem, der sidder på Christiansborg, siger Pia Allerslev til TV 2 Kosmopol:

- Socialdemokratiet har det rigtig svært i København, og der er ikke nogen, der vil sidde med "aben" og muligvis være den spidskandidat, der taber København. 

Overvejelser om, hvorvidt hun skulle fortsætte

Søren Dahl har som redaktør og journalist på Altinget Hovedstaden sin daglige gang på Københavns Rådhus. 

 - Hun er den københavnske overborgmester nogensinde, der har haft den sværeste start. Der har været overvejelser i Socialdemokratiet om, hvorvidt hun skulle fortsætte som socialdemokratisk frontfigur på Københavns Rådhus frem mod kommunalvalget i november 2025, siger han til TV 2 Kosmopol.

I september 2022 blev Socialdemokratiet sammen med SF sat uden for døren i de afsluttende forhandlinger om en budgetaftale for Københavns Kommune.

quote Det er ikke et jubelprojekt Socialdemokraterne har gang i.

Pia Allerslev, politisk kommentator

Det har generelt været svært for Sophie Hæstorp Andersen (S) at få positioneret sig, vurderer Søren Dahl. 

- Hvis man kigger på hendes politiske resultater det første halvandet år, efter hun blev valgt, så kan man ikke forestille sig at være kommet dårligere fra start. Hun er den første socialdemokratiske overborgmester nogensinde, der står uden for Københavns budgetaftale, som er den suverænt vigtigste aftale, der bliver lavet hvert år på Københavns Rådhus. Det er her alle milliarderne bliver fordelt, siger han.

Sophie Hæstorp Andersen (S) fik dog mod alle odds kæmpet sig tilbage til indflydelse, da hun i efteråret 2023 kunne præsentere en budgetaftale udenom magtfulde Enhedslisten. 

(Artiklen fortsætter efter boksen)

Spørg Os - Formular

_


Hvad venter frem mod kommunalvalget 2025? 

Ved kommunalvalget 2021 fik Sophie Hæstorp Andersen (S) 11.039 personlige stemmer, hvilket var næstflest stemmer af alle, kun overgået af teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL), der fik 17.284 stemmer.

Sophie Hæstorp Andersen fik dog markant færre stemmer end sin socialdemokratiske forgænger, den tidligere overborgmester Frank Jensen, der ved valget i 2017 fik 30.637 personlige stemmer.

- Hun har gjort alt, hvad hun overhovedet kunne det seneste års tid på at positionere sig skarpere og bedre. Men det er ikke et jubelprojekt, Socialdemokraterne har gang i, fastslår Pia Allerslev.

quote Hun er den københavnske overborgmester nogensinde, der har haft den sværeste start.

Søren Dahl, redaktør og journalist, Altinget Hovedstaden

Og nu venter en hård valgkamp, hvor alting er usikkert. 

 - I Socialdemokratiet har man ikke været vant til at skulle overbevise de andre partier på rådhuset om, at det stadig er en rigtig god idé, at Socialdemokratiet skal have overborgmesterposten. For som mandaterne ser ud lige nu er det ikke givet, siger Søren Dahl og fortsætter: 

- Til Sophie Hæstorp Andersen kan man sige: Tillykke med nomineringen. Nu starter det virkelige arbejde for at sikre, at Socialdemokratiet kan få et valgresultat ved næste kommunalvalg, som er bedre end det historisk dårlige resultat, de fik ved kommunalvalget i 2021, siger Søren Dahl. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik