Ugens hverdagsmad: Ovnbagt multe med grønsager, oliven og citron, dernæst ymerdessert
 
Mere information
Relevante links

Hverdagsmad: Multe

Ugens hverdagsmad: Ovnbagt multe med grønsager, oliven og citron, dernæst ymerdessert

10-01-12 09.32

Kromans råd til mad | 4 personer

Ingredienser:

1 hel multe på ca. 1,8 – 2 kg
2 gulerødder
2 små persillerødder
2 små pastinakker
1 stor rødbede
1 porre
2 usprøjtede citroner
1 glas oliven med sten – af god kvalitet
3 mellemstore bagekartofler - Sort: Melody/Estema/Bintje
Pillede fed af 1 helt hvidløg
1 dl smagsneutral olie
¼ stang vanilje
1 tsk. karry
Frisk citrontimian
Frisk rosmarin
Olivenolie
Lidt hakket persille til pynt
Salt og peber


Fremgangsmåde:

Grønsagerne skrælles og ordnes. Skær dem i mindre stykker og kom dem op i stor skål. Rødbeden skrælles og ordnes for sig. Skær den i mindre stykker læg dem i en skål for sig.

Pres saften af 2 citroner ud over grønsagerne i den store skål; skær dem i kvarte og kom dem op til grønsagerne. Tilsæt de pillede fed hvidløg, kviste af citrontimian og rosmarin og til sidst de drænede oliven sammen med et skvæt olivenolie. Mix det hele rundt og kom det op i et ovnfast fad.

Sæt fadet i ovnen og bag det 30 – 40 minutter ved 200°C til grøntsagerne er næsten færdige.

Rens fisken og skær den i koteletter på ca. 3-4 cm. tykkelse. Hovedet fryses og bruges til fiskefond ved en senere lejlighed.

Rør en dl. smagsneutral olie sammen med en tsk. karry og korn fra en kvart stang vanilje. Varm olien op til ca. 50°C. – evt. i en mikroovn.

Skru ovnen ned på 150°C. efter 30-40 minutter og tag grønsagsblandingen ud af ovnen. Læg fisken ovenpå grønsagerne og kom lidt karry-vanilje olie ud over fiskestykkerne. Sæt det tilbage i ovnen og bag fisken indtil den har en kernetemperatur på 55 °C. – det er mere end fisk sædvanligvis får men nødvendigt på grund af multens faste konsistens.

Anretning:

Læg grønsagsblandingen på tallerknen sammen 1-2 stykker fisk. Kom lidt karry-vanille olie over fisken og lidt rundt på tallerknen. Afslut med et drys hakket persille over grønsagerne.

Ymerdessert med lakrids, råsyltede bær og knas

4 små portioner

Ingredienser:

4 spsk. ymer
4 tsk. lakridspulver
4 spsk. frossen skovbærsblanding
1 spsk. sukker
4 tsk. ristet rugbrødsrasp
Mynte til pynt

Fremgangsmåde:

Læg en skefuld ymer på tallerknen med et lille smæk uden at løfte skeen. Træk i stedet for skeen ud over kanten på tallerknen med en hurtig bevægelse. Drys lakridspulver på ymeren og følg efter med en skefuld råsyltede bær rørt op med en skefuld sukker (gør det mens bærrene endnu er frosne, så forbliver de hele.) Drys rugbrødsknas på til sidst og pynt med mynteblade.

Rugbrødsknas

Blend (ende)skiver af rugrød til krummer og rist dem sprøde i ovnen ved 160°C. i ca. 10 – 20 minutter afhængig af portionens størrelse.



Kromans råd til mad - Seneste