Vi er pt. (september 2012) omkring 80 medarbejdere på stationen – med det hele. Vores daglige nyhedsudsendelser bliver produceret omkring det vi kalder "newsdesken" i Guldaldersalen. Hver dag sørger husets journalister for, at vores seere bliver ajourført med dagens vigtigste begivenheder i hovedstadsområdet.
Fra studiekontrollen bliver alle vores programmer sendt ud til hovedstadsområdets borgere. Som man kan se, skal der mange mennesker til, for at alt klapper. Lorrys teknikere fotograferer, klipper, afvikler udsendelser og de laver også indslag til Lorrys hoved-nyhedsudsendelse klokken 19.30.
Lorry har et af landets store TV-studier. Her lå i gamle dage scenen "Landsbyen", som mange stadig husker som et af Københavns folkelige forlystelsessteder.
I et hjørne har vi indrettet selve nyhedsstudiet. Kameraerne, der filmer, er fjernbetjente, ja faktisk er det robotter, der bliver styret fra studiekontrollen, så ofte sidder studieværten alene i studiet. Til gengæld sidder der jo så flere hundrede tusinde mennesker derude i stuerne og kigger med…
ENG står for Electronic News Gathering.
Det tager ofte lang tid at producere et indslag, som hovedregel plejer vi at sige, at 1 times TV-arbejde giver cirka 1 minuts udsendelse på skærmen.
Lorry har også en SNG-vogn (Satellite News Gathering). Vognen er indrettet, så den kan sende direkte fra en hvilken som helst begivenhed, et hvilket som helst sted i hovedstadsområdet. Seerne møder typisk vores SNG-vogn rundt omkring i hovedstadsområdet, når der er større begivenheder, premierer og andre events.
SNG-vognen er også god, når der skal produceres en historie i sidste øjeblik, og journalisten ellers ikke kan nå at blive færdig til deadline.